Vedtægter
HUNDIGEGAARD ANTENNELAUG
§1
Foreningens navn er “Hundigegaard Antennelaug” og dens hjemsted er Greve kommune.
§2
Foreningens interesseområde er Grundejerforeningen Hundigegaard samt grundejere, der ikke er omfattet af grundejerforeningen; men hvis ejendommen ligger i umiddelbar tilknytning til nævnte grundejerforening(er) og inden for en afgrænsning af kommunegrænsen mod nord.
§3
Foreningens formål er at oprette og drive fællesantenneanlæg for modtagning af radio og TV-programmer samt at indføre de teletekniske muligheder som fremkommer f.eks. internet og telefoni i det i §2 nævnte område til en pris pr. privat husstand/institution, der på det samme tidspunkt er det samme for hele området.
Stk. 2.
Antenneanlægget udbygges til at omfatte hele det i §2 nævnte interesseområde efterhånden som tegnede kontrakter om tilslutning muliggør igangsætning af anlægsarbejder i henhold til indhentede tilbud.
§4
Enhver husstand i foreningens interesseområde, jr. § 2 kan optages som medlem ved at tegne kontrakt om tilslutning.
Enhver, som er tilsluttet foreningens fællesantenneanlæg, skal være medlem af foreningen, samt oplyse sin e-mailadresse til brug for bestyrelsens kommunikation med medlemmerne. Undtaget er dog medlemmer der er fritaget for at modtage post elektronisk.
Stk. 2.
Et medlem kan udmelde sig fra foreningen til et månedsskifte med en måneds varsel.
Der kan foretages pakkeskift den 1. april og den 1. oktober med 3 måneds skriftligt varsel.
Pakkeskift til ”bland selv” kanaler, uden skift af pakkestørrelse, kan foretages ved påkrav.
Udmeldelsen og pakkeskift skal ske skriftlig til formanden.
Ved pakkeskift den 1. oktober reguleres TV-afgiften med et beløb svarende til laugets nettobesparelse for TV-afgift til aktuel udbyder, for den resterende del af opkrævningsperioden.
Stk. 3.
Ved udtræden af foreningen, uanset årsag, har medlemmet ikke krav på tilbagebetaling af opkrævede/forfaldne ydelser, herunder tilslutningsafgift, eller andel af foreningens formue. Et beløb svarende til laugets nettobesparelse vedrørende tv-afgift til tv-udbyder, tilbagebetales dog fra førstkommende kvartalsskifte, hvis det er muligt i forhold til aktuel udbyder.
§5
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 1.
Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt, senest i den første uge i marts måned, og indvarsles af bestyrelsen ved skriftlig meddelelse senest 14 dage før, vedlagt årsregnskabet og budget for følgende år, samt eventuelle forslag fra bestyrelsen. Indkaldelsen kan ske pr. e-mail.
Dagsordenen skal mindst indeholde følgende 10 punkter:
1. Valg af dirigent (konstatering af fuldmagter)
2. Bestyrelsens mundtlig beretning.
3. Aflæggelse af regnskab.
4. Fastsættelse af afgifter og gebyrer:
a. Tilslutningsafgift
b. Abonnementsafgift for perioden 1. april – 31. marts
c. Gebyr for pakkesklift
d. Gebyr for genåbning
e. Oprettelsesgebyr
5. Eventuelle forslag
6. Godkendelse af budget for næste kalenderår, herunder fastsættelse af laugskontingent .Forslag fra medlemmerne til behandling under dagsordenens punkt 5, skal tilsendes formanden skriftlig, senest 10 dage før generalforsamlingen finder sted.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
8. Valg af registreret revisor
9. Valg af kritisk revisor, samt suppleant
10. Eventuelt
Stk. 2.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen med 8 dages varsel og skal indkaldes senest 14 dage efter en til bestyrelses skriftlig fremsat begæring herom fra mindst 25 % af medlemmerne med angivelse af dagsorden. Indkaldelse kan ske pr. e-mail. af dagsorden
§6
Alle beslutninger på en generalforsamling undtagen ophør (se §12), lovændringer (se §14) eller væsentlig udvidelse af medlemmernes økonomiske forpligtigelser, træffes ved almindeligt flertal af de afgivne stemmer. Til væsentlige udvidelser af medlemmernes økonomiske forpligtigelser regnes beslutninger om anlægsudvidelser eller fælles anskaffelse af dekodere som medfører fornyede kapitalindskud på over kr. 500,00 pr. medlem eller forøgelse af de årlige abonnementsbeløb på mere end 25%. Sådanne beslutninger kræver flertal på 2/3 af de afgivne stemmer.
Medlemmerne hæfter personligt for indtil kr. 2.000,00 i forbindelse med optagelse af lån til anlægsudvidelser.
Hver tilsluttet husstand tælles for et medlem og har én stemme.
Bestyrelsen fører protokol over generalforsamlingerne.
Stk.2.
Et medlem kan ved skriftlig fuldmagt kun afgive stemme for ét (1) andet medlem. Fuldmagten skal forevises dirigenten straks efter dennes valg.
§7
Foreningens daglige ledelse er bestyrelsen, der består af 5-7 medlemmer, hvor formanden og tre medlem af bestyrelsen vælges på ulige årstal, og de øvrige medlemmer af bestyrelsen vælges på lige årstal. Valget gælder for 2 år af gangen.
Generalforsamlingen vælger formanden. Bestyrelsen konstituerer sig selv.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og træffer de beslutninger, der er nødvendige for foreningens virksomhed.
Bestyrelsen kan ikke forpligte medlemmerne ud over tilslutningsafgift og abonnementsafgift.
Stk.2.
Der kan ydes medlemmer af bestyrelsen godtgørelse hel eller delvis fritagelse for afgifter efter generalforsamlingens nærmere bestemmelse.
§8
Foreningen regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2
Kassereren foranlediger opkrævning af abonnementsafgiften og laugskontingent m.v. helårlig forud.
Stk.3.
Foreningens formue anbringes kontant og til bedst mulig forrentning i et pengeinstitut. Formanden og kassereren skal attestere samtlige bilag, og har i forening fuldmagt til at betale foreningens løbende forpligtelser. Ved den ene fuldmagtshavers midlertidige forfald tildeles et andet medlem af bestyrelsen tilsvarende fuldmagt.
Stk.4.
Regnskabet skal revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor, samt af en blandt medlemmerne valgt kritisk revisor.
§9
Dersom et medlem efter påkrav ikke har betalt den påhvilende forpligtigelse til foreningens kasse på forfaldsdagen, sender kassereren en rykkerskrivelse, der pålægges med et ekspeditionsgebyr på kr. 100.00.
Betaler medlemmet fortsat ikke, kan bestyrelsen 10 dage efter rykning, lade signalforsyningen til vedkommende afbryde og overgive til inkasso.
Medlemmet er pligtigt til at betale samtlige udgifter, der er en følge af den manglende indbetaling, herunder forfaldne abonnementsafgifter.
§10
Bestyrelsen vælger, så vidt muligt, blandt sine medlemmer et eller flere medlemmer, der skal forestå vedligeholdelsen af og føre teknisk tilsyn med fællesantenneanlægget. Den tilsynsførende er overfor den øvrige bestyrelse ansvarlig for, at anlægget vedligeholdes på en forsvarlig måde og at der foretages tilsyn og kontrol på anlægget. Den tilsynsførende modtager reklamationer fra medlemmerne over anlæggets funktion.
Stk.2.
Medlemmerne skal følge de af bestyrelsen fastsatte regler for fællesantenneanlæggets anvendelse. Hvis et medlem handler i strid med disse regler og herunder beskadiger fællesantenneanlægget, er vedkommende pligtig til at erstatte skaden.
§11
Bestyrelsen kan indgå aftaler og kontrakter på foreningens vegne.
Stk.2.
Foreningen forpligtes ved underskrift af mindst 3 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller næstformanden.
Stk.3.
For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens til enhver tid værende formue. Ingen af foreningens medlemmer, herunder bestyrelsesmedlemmer, hæfter for foreningens forpligtelser.
§12
Foreningen ophører, såfremt anlægget nedlægges eller hvis det besluttes, at foreningen skal indgå i en anden forening. Ophør af foreningen kan kun ske efter beslutning af 2 på hinanden følgende lovligt indvarslede generalforsamlinger, hvor mindst 3/4 af de fremmødte stemmer for ophør. Ved ophør tilfalder foreningens formue antenneforeningens medlemmer.
§13
Tvivlsspørgsmål om forståelsen af disse vedtægter afgøres af generalforsamlingen.
§14
Nærværende vedtægter kan kun ændres af en generalforsamling, hvor mindst 3/4 af de fremmødte stemmer for ændringen og ændringsforslag i deres fulde ordlyd har været angivet i indkaldelsen til generalforsamlingen.
Således vedtaget på generalforsamlingen den 26. oktober 1988.
Nærværende vedtægter er ændret på generalforsamling den 30. april 1990, den 22. april 1998, på ekstraordinær generalforsamling den 23. august 2000, generalforsamling den 28. februar 2006, generalforsamlingen den 18. september 2020, på generalforsamlingen den 30. august 2021 samt på generalforsamlingen d. 3. marts 2022.